• Han har fået fremtrædende politiske stemmer til at fortælle om alkoholkulturen på Christiansborg: Nu deler han deres historier

    ソース: BDK Borsnyt / 20 4 2024 01:26:42   America/New_York

    De kunne knap nok tro deres egne ører, da de hørte, hvad ledelsen pønsede på. Og da det efterfølgende gik op for dem, at cheferne skam mente det alvorligt, nedlagde 70 mand fluks arbejdet i protest. Lige lidt hjalp det. Beslutningen var truffet, og medarbejderne på Harboes Bryggeri i Skælskør måtte sande, at det for fremtiden var slut med at drikke i arbejdstiden. Historien er to årtier gammel, og så skulle man jo tro, at en af de sidste bastioner for alkohol på arbejdet for længst var faldet. Men én bastion står tilsyneladende stadig: Dansk politik. I en ny bog – »Politiske promiller – beretninger om alkohol i magtens centrum« – har journalist og kandidat i statskundskab Jacob Pedersen interviewet en række nuværende og tidligere toppolitikere om alkoholkulturen på Slotsholmen. Og – siger han – selvom indtaget af øl, vin og det, der er stærkere, ikke tåler direkte sammenligning med tidligere tider, hører de våde varer ingenlunde fortiden til. »Alkoholen har ikke som tidligere en fremtrædende rolle i det formelle politiske arbejde. Den står ikke længere fremme på forhandlingsbordene. Der er primært vand og i mindre grad – hvis overhovedet – noget stærkt til kaffen,« siger Jacob Pedersen, men tilføjer så: »Men det betyder ikke, at alkoholen ikke længere spiller en rolle. Det gør den bare i andre rum end de formelle: I katakomberne, i korridorerne, på sidegaderne. Alkoholen er måske nok flyttet ud af Christiansborg, men den har stadig noget at skulle have sagt.« Også noget vigtigt at skulle have sagt? »Ja. Det kan man sige.« Gammel Dansk på ministermødet Jacob Pedersens bog består af interview med i alt 16 primært tidligere Christiansborg-politikere, der alle sætter ord på, hvilken betydning alkohol har eller har haft i toppen af dansk politik. De interviewede tæller erfarne stemmer som Pia Kjærsgaard (DF), Claus Hjort Frederiksen og Bertel Haarder (V), forhenværende ministre som Søren Pind (V), Nick Hækkerup (S) og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (tidligere LA) samt tidligere politiske ledere som forhenværende DF-formand Kristian Thulesen Dahl og politisk ordfører for Enhedslisten Pernille Skipper. Mange kender historien om Thorvald Staunings whiskyflaske, uden hvilken Kanslergadeforliget angivelig aldrig var blevet til noget i 1933. Per Hækkerup, socialdemokratisk udenrigsminister i 1960erne, blev notorisk berømt og berygtet for sit alkoholindtag, der ifølge myten sågar var skyld i, at nordmændene fik al vores olie, da rettighederne til undergrunden i Nordsøen i sin tid skulle fordeles. I den virkelige, tragiske ende kender lige så mange den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtoftes skæbne: Vinen på kommunens regning, fængselsstraffen og den personlige nedtur. Folketingets mest erfarne medlem, tidligere Dansk Folkeparti-formand Pia Kjærsgaard, beretter i bogen, at hun flere gange i sine yngre politikerdage oplevede »folk være beruset under forhandlinger«: »Og ja, der blev nok løftet et par øjenbryn i rummet, men ikke mere end det. I dag ville man skride ind, hvis den slags skete. Og det gør det nok ikke, for der står primært kaffe og danskvand på bordene nu.« Anderledes i 1980erne, hvor Bertel Haarder fortæller om daværende justitsminister Erik Ninn-Hansens (K) flittige udskænkning af Gammel Dansk til ministermøderne i Poul Schlüters kabinet. En tvist om tonic De politiske seniorer er enige om, at genstandene er blevet færre i det politiske liv. Den ædruelige forklaring er i høj grad tidsåndens skiften og det forhold, at man bare er mere fortravlet som folkevalgt i dag end førhen. Og så mener de også, at Storebæltsbroen har gjort noget ved kulturen – man har jo ikke længere en færge som undskyldning for at blive hængende i Snapstinget, som Christiansborgs kantine stadig hedder, frem for at tage hjem til familien. »Flere og flere politikere lever mere 8-16-agtigt end tidligere,« som den tidligere DF-formand og mangeårige storebæltspendler Kristian Thulesen Dahl udtrykker det. Pia Kjærsgaard personligt får dog også en del af æren – eller måske lige i dette tilfælde skylden – for, at øllet ikke længere flyder lige så frit i Folketinget. For som den tidligere DF-politiker Kim Christiansen siger i bogen: »Da jeg startede, havde vi øl til fri afbenyttelse i partiets køleskab på gangen, så man kunne få sig en lille én efter fyraften. Men det blev stille og roligt lukket ned, fordi der bredte sig en nu-skal-vi-være-åh-så-gode-stemning, og også fordi Pia Kjærsgaard og andre gerne ville af med det der onde ry om, at politikere sad og kævede på kontoret.« End ikke den tørstige transportordfører og mangeårige kroværts forslag om, at partiet i det mindste kunne finansiere tonicvanden, hvis han selv stod for ginen, vandt formandens tilslutning. Alkohol som adgangsbillet Nogen afholdsforening er Folketinget imidlertid aldrig blevet. »Har man fået indtryk af, at alkohol ingen rolle længere spiller i magtens centrum, tager man dog fejl,« understreger tidligere justitsminister Nick Hækkerup – i parentes bemærket i dag direktør for Bryggeriforeningen – i Jacob Pedersens bog: »Hvis den gode Venstre-mand Preben Bang Henriksen spurgte mig: Nick, kommer du ikke lige over på mit kontor? Så deler vi en flaske vin. Jamen, så gik jeg over på Prebens kontor, hvor Henrik Dahl eller andre måske kiggede forbi. Så sad vi der og hyggede os over vin eller øl og blev klogere,« uddyber han. Flere af kilderne i bogen beskriver i det hele taget de stærke drikke som en »adgangsbillet« til bestemte dele af det politiske liv og virke. »Alkohol er et vigtigt bindemiddel, og selvom det er uhyre sjældent, at det indgår i den aktuelle politik, bliver det brugt rigtig meget til at skabe sociale relationer. Og uden stærke sociale relationer, ingen politik,« som Nick Hækkerup forklarer. En af Hækkerups forgængere i Justitsministeriet, den mangeårige Venstre-mand Søren Pind, går endnu videre: »Jeg mener faktisk, at det var med til at skabe bedre politik. Det er en påstand. Men det mener jeg,« siger han: »Du kan tale med mennesker på en anden måde, når du har drukket en øl med dem. Det er jo ikke mærkeligt.« »En forråelse af miljøet« I bogen er der flere eksempler på, at alkohol har spillet en konkret rolle for også de senere årtiers politiske beslutninger om for vort land så afgørende spørgsmål som indfødsret og hvordan Danmark kom ud af finanskrisens kløer. »Naser Khader (der i begyndelsen af 00erne var radikal, red.) fortæller jo for eksempel i bogen, hvordan han fik overtalt Jesper Langballe og Dansk Folkeparti til at gå med på De Radikales idé om sådan en formel statsborgerskabsdag, mens de to sad i Thorning Kirke, hvor Langballe var udøvende sognepræst og havde en flaske whisky til at stå ved siden af altervinen,« fortæller Jacob Pedersen: »Simon Emil Ammitzbøll-Bille kan også fortælle om, hvordan der under vækstpakkeforhandlingerne under Helle Thorning-Schmidts (S) regering var det, han kalder deciderede realitetsforhandlinger, hvor der var masser af alkohol på bordet, og hvor glassene, med hans ord, på ingen måde sad fast på bordpladen. Ifølge ham var det ligesom vinen, der skulle sætte skub i tingene.« Men som det altid er med alkohol, er der en anden side af flasken. »Da jeg starter i Folketinget i 2011, er der en kultur, hvor alkohol virkelig kan sætte rammen for det politiske arbejde. Det er en meget mandet kultur, hvor evnen til at kunne drikke mange øl og være frisk om morgenen skaber nogle klare skel,« siger Enhedslistens tidligere politiske ordfører Pernille Skipper i bogen og lader forstå, at alkoholen nok har »fungeret som en adgangsbillet, men også bidraget til en forråelse af miljøet«. »Jeg ved, at mange dygtige kvindelige politikere har måttet droppe politik på grund af netop alkoholkulturen,« siger hun sågar. Løkkes trick Endelig mistænker to tidligere toppolitikere den nuværende udenrigsminister og tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen (tidligere V, nu M, red.), for at bruge alkohol i forhandlingsøjemed. Den ene af politikerne er førnævnte Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der allerede i bogen »Insider« fra i fjor hævdede, at Løkke havde en bagtanke ved under regeringsforhandlingerne i 2015 at skænke velvilligt op i Liberal Alliance-forhandlernes vinglas. »På den måde er det et trick, at Løkke kan sørge for, at vi hurtigere mister koncentrationen og overblikket, hvis vi indtager samme mængde,« siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille nu også i Jacob Pedersens bog. Kristian Thulesen Dahl beretter ligeledes i bogen om, at han aldrig tog bilen til Marienborg, når han skulle mødes med Løkke i statsministerboligen. »Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at det var en bevidst strategi fra ham, men det var en kultur,« siger den tidligere DF-formand og giver udtryk for, at det var »for meget«. Lars Løkke Rasmussen har ikke ønsket at medvirke i bogen eller artiklen her. Deler rygte Jacob Pedersen vil ikke afgøre, om der i dag er et problematisk alkoholindtag i dansk politik. »Jeg kan forstå begge positioner, og jeg har ikke noget ønske om at løfte nogen pegefinger. Det er som sagt mit forsøg på at skildre, hvad politik også er, og understrege, at alkohol stadigvæk spiller en rolle,« siger forfatteren. Han afslutter sin bog med en epilog, hvor han selv tager ordet og deler en kort, men ikke desto mindre opsigtsvækkende historie. I modsætning til bogens mange åbne kilder er der her tale om et rygte fra Christiansborgs gange. Det er således kommet Jacob Pedersen for øre – skriver han – »fra flere af hinanden uafhængige kilder«, at en folketingspolitiker i flere tilfælde har været fuld i arbejdstiden og er blevet hjemsendt af partiets sekretariat. Adspurgt, hvorfor han bringer sådan et rygte til torvs, svarer forfatteren: »Jeg synes, at den her von hørensagen, som kommer fra flere af hinanden uafhængige medarbejdere på Christiansborg, fortæller et eller andet om, at fortiden ikke er forsvundet.« Hvor sikker er du i din sag? Du skriver, at du har det fra flere uafhængige kilder. »Det er en balancegang. Risikerer jeg at viderekolportere noget, jeg ikke ved selvsyn har set? Jeg har ikke set den pågældende person blive smidt hjem eller være fuld i det øjeblik. Jeg har heller ikke set noget på skrift. Men jeg har udsagn fra flere, der har deres gang på Christiansborg.« Det er en alvorlig ting at skrive. Du må have gjort dig nogle overvejelser om, hvorvidt det skal med eller ej. »Ja.« Det kan jo også være én person, der har sagt det videre til andre, og så bliver det pludselig til en sandhed … »Præcis. Men efter min viden har de personer ikke noget med hinanden at gøre, så jeg tror ikke, historien er vandret mellem dem.« Berlingske er bekendt med, hvilket folketingsmedlem der henvises til, og har været i kontakt med presseafdelingen for medlemmets parti. Her afviser man kategorisk historien. https://www.berlingske.dk/politik/han-har-faaet-fremtraedende-politiske-stemmer-til-at-fortaelle-om
シェアする